Informationsaften den 29. februar kl. 19:

Onsdag den 29. februar kl. 19 er der informationsaften om Masanga-projektet. Så hvis du kunne tænke dig at høre mere om projektet, der har skaffet lægehjælp til mere end 125.000 mennesker over de sidste par år, så er dette den perfekte lejlighed. Her kan man finde ud af, om der er et projekt i Masanga der passer til ens egne kompetencer, og lære mere om hospitalet og dets historie og alle de andre spændende projekter i junglen.
Der vil komme forskellige talere, der har været i Masanga for nylig, og desuden vil der være kaffe, kage og fremragende stemning.

Adressen er:

Ibis´ lokaler
Nørrebrogade 68 B
3. sal  

Vi glæder os til at se alle interesserede.

Mange hilsner
Masanga-styregruppen

Payamba er en kendt skikkelse i Masanga, og han anses af de lokale og de frivillige som lidt af en særling. Men bag hans pudsige fremtoning gemmer der sig en smuk historie om lidelse, håb og vedholdenhed.

Du flyttede ind på hostel´et i 2002, hvor det var helt forladt. Hvorfor?
Efter krigen bad Thomas Fortune (der senere blev hospitalsmanager) nogle af os, om frivilligt at rengøre og holde opsyn med hospitalsbygningerne og hostel´et, og sørge for at de ikke blev bestjålet. Mig og Lawrence fra tømmerværkstedet fik at vide at vi skulle sove på hostel´et og det gjorde vi så. I den periode vågnede vi ofte om natten ved at tyve og guldgravere bankede eller ruskede i dørene. Så stod jeg op, åbnede døren og lyste ud på dem. ”Hvad kommer du her for midt om natten?” spurgte jeg.

Hvor mange frivillige var i på det tidspunkt?
Vi var 14 i alt der arbejdede frivilligt fra 2002-2006. I dag er mange af os stadig i live, men flere er døde. Jeg har lavet en seddel med navnene på alle de frivillige, så jeg ikke glemmer dem.

Hvorfor valgte I at arbejde frivilligt og gratis, når I kunne have haft et job og tjent penge?
Fordi vi håbede at der ville ske noget. Vi håbede at Masanga igen ville udvikle sig, og vi håbede at hospitalet ville åbne igen. Thomas Fortune var i Freetown, og vi bad til at han ville gøre noget. Det var ikke nemt, for vi havde intet at leve for udover nogle kopper ris, som vi fik penge til af Thomas Fortune. Vi var konstant sultne, men vi kæmpede.

Hvad syntes folk fra Masanga om jer, der arbejdede frivilligt?
De grinede af os. Når folk passerede hostel´et ville nogen af dem råbe: ”Payamba, hvad laver du der?” eller ”Kom dog ned og bo i byen”, men jeg vidste at Gud en dag ville belønne mig for mit arbejde, så jeg svarede dem ikke.

Hvordan havde du det da hospitalet genåbnede?
Jeg var lykkelig. Det var ligesom at være i himlen. Folk i Masanga led, men da hospitalet åbnede, var det meget godt.

Payamba viser Anders Mikkelsen sin seddel med navnene på alle de frivillige fra 2002-2006

Peter Bo Jørgensen genåbnede Masanga-hospitalet i 2006, og lige siden har han trukket et ufatteligt personligt læs for at få hospitalet og projektet til at fungere. Han beskriver de første fem år med højdepunkter og lavpunkter, og ser frem mod udfordringerne der vil komme over de næste fem år. Til sidst indrømmer han også at Masanga måske har vokset sig for stort til det kendte slogan ”Verdens mindste projekt med verdens største vision.”  

I år i juli fejrede Masanga hospitalet 5-års fødselsdag. Hvis du skal beskrive de første 5 år med blot et par sætninger, hvordan lyder det så?
De første 5 år har været fantastiske. Det har været spændende, udfordrende og meget hårdt. Vi er kommet i gang, og vi har fået etableret et funktionsdygtigt hospital igen. Vi har behandlet mange patienter, og  vi ser  en stor stigning i tilgangen af patienter. Vi er foran i forhold til den tidsplan vi oprindelig lagde ud med, men dette medfører desværre også, at der er en række mangler, både inden for det økonomiske og det menneskelige. Det er langt fra et perfekt projekt, men jeg synes hospitalet er et udtryk for en vilje til at mikse nødhjælp og katastrofearbejde sammen med moderne udviklingsarbejde.

Hvad har i din optik været det største højdepunkt og lavpunkt?
Det største højdepunkt kom i februar 2010, hvor vi havde et fantastisk møde med den nuværende sundhedsminister. Hun lyttede til os, og hun forstod hvad vores projekt går ud på. Hun udtrykte positive tilkendegivelser og samtidig accepterede hun vores flagskibsprojekt, det kirurgiske træningsprogram. Dette program skal uddanne lokale læger og ikke-læger til at lave livreddende basal kirurgi på regeringens distriktshospitaler. Til mødet var topledelsen indenfor sundehedsministeriet og den nationale postgraduate lægeuddannelse tilstede. På mødet gav ministeren sit tilsagn til vores projekt, som vi nu samarbejder omkring. Det var en festdag.
Et lavpunkt er vanskeligt at udpege specifikt, men det er da et lavpunkt, at det forsat er så svært at skaffe midler til projektet, og jeg selv tager den største del af ansvaret. Vi arbejder alle frivilligt i organisationen, og det er vanskeligt til hverdag at mobilisere kræfter efter en lang og hård arbejdsdag. Dvs. at holde møder, skrive ansøgninger, holde foredrag, organisere indsamling af udstyr, gå til bestyrelsesmøder mm.
Et andet lavpunkt er, at vi efter højdepunktet,  havde besøg af sundhedsministeren og repræsentanter fra WHO på Masanga hospitalet. Det var berigende, for vi fik ros, og de var imponerede over hvad vi havde fået op at stå. Da ministeren så forespurgte, om vi var klar til at være det eneste fungerende hospital i distriktet i en periode, hvor de skulle lukke regeringens distriktshospital i Magburaka pga. ombygninger, så svarede vi selvfølgelig ja . Dog med den betingelse af vi skulle få del i de midler som regeringen råder over til behandling af børn under 5 år og gravide og fødende. Vi står nu tilbage skuffede over de regionale myndigheder, som ikke har tilført nogen ressourcer til Masanga, i de 11 måneder hvor vi nu har stået for al akut kirurgi og komplicerede fødsler for distriktets 400.000 indbyggere. Det er frustrerende.

Hvilke udfordringer ser du som de vigtigste de næste 5 år?
De største udfordringer ligger i at uddanne kvalificeret personale til at håndtere hospitalsvirksomheden. Jeg synes dog vi er godt på vej med vores college, som vil kunne rumme de mange forskellige typer uddannelse, vi ønker at have rundt omkring i projektet.
De ledelsesmæssige og organisatoriske strukturer skal også forbedres og forberedes til at være selvkørende, således at vi kan trække os ud om 5 år. I den forbindelse er det vigtigt at økonomien bliver sikker i Masanga, og fundraisingen skal udgå fra lederne i projektet lokalt. Så udfordringerne er altså overordnet, at få skabt det endelige bæredygtige fundament, sådan at projektet er lokalt forankret og så projektet varetages både  af de nationale og de regionale myndigheder.

Som du selv siger, er det overordnede mål at Masanga-organisationen skal trække sig helt ud af Masanga i 2016. Tror du den deadline bliver overholdt?
Ja det tror jeg på. Som sagt er det en af de store udfordringer, men det er jo det udviklingsarbejde går ud på. Det er vigtigt, at vi ikke bliver for selvsikre på at hospitalet bliver bæredygtigt, bare fordi det går gennem statslige apparater. Man skal huske at Sierra Leone har en skrøbelig stat, og ligger meget lavt på verdens korruptionsliste. Men jeg tror på at det vil lykkedes at overholde deadlinen, hvis vi ikke kun satser på én, men flere stakeholders. For det betyder at der vil være flere, der værner om projektet og medvirker til dets forsatte eksistens.

Du har længe omtalt Masanga som ”Verdens mindste projekt med verdens største vision”. Men nu har I efterhånden behandlet over 125.000 mennesker og skaffet arbejde og uddannelse til flere tusinde. Er det ved at være på tide med et nyt slogan?
Det er det måske.  Men sloganet hentyder jo til at vi bygger på det mest simple der kan ske og opstå mellem mennesker,  at vi siger ja til hiananden. Jeg synes vi har verdens største vision, fordi vi fastholder at vi alle sammen har et ansvar for at opretholde en retfærdig adgang til de disse basale sundhedsydelser og menneskerettigheder. Og jeg synes godt at verdens mindste projekt kan behandle mange mennesker og skaffe arbejde til mange, dvs. forbedre fattige folk livsvilkår.

Vi er stolte af vores relationer, og de resultater der er opnået, og vi fastholder ihvertfald sloganet om verdens største vision. Sloganet er jo heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi bygger noget meningsfuldt baseret på en gensidig udvikling, respekt og forståelse. Og at vi samdtidig sikrer økonomisk vækst, der kan skabe mere rigdom – både i Masanga og i vores egne hjerter.

Mustapha Sanoh havde brok og gik med kraftigt hævede testikler i næsten to år, før han tog til Masanga for at blive opereret. På det tidspunkt var testiklerne svulmet op, så de havde størrelse som en lille håndbold. Det kan virke underligt at det tog ham så lang tid, men Mustapha forklarer, at han ikke havde de 48.000 leones (70DK) som turen til Masanga koster.

Hvor er du fra, og hvor gammel er du?
Jeg kommer fra landsbyen Masabendo, der ligger 200 km herfra. Jeg er 42 år gammel.

Hvordan mærkede du første gang, at der var noget galt?
Først fik jeg smerter i maven, og de bredte sig snart til underlivet og testiklerne som svulmede op. I starten var det ikke værre end at jeg kunne skubbe hævelserne ind i kroppen, men efterhånden voksede problemet sig større.

Hvor lang tid gik du så med hævelsen, før du valgte at gå til lægen?
Det må have været lidt under to år i alt.

To år er meget lang tid, at bære rundt på sådan et problem. Hvorfor søgte du dog ikke hjælp før?
Fordi jeg bor så langt herfra, og er fattig. Det koster jo 48.000 leones at tage hertil (70DK), og det har jeg ikke haft råd til endnu. Desuden arbejder jeg i marken, og det er nødvendigt jeg er der hver dag, hvis jeg skal tjene penge. Men til sidst forhindrede smerten fra hævelsen mig i at arbejde.

Nu er du blevet opereret, og skal snart hjem. Begynder du at arbejde med det samme?
Nej nej, jeg har tænkt mig at hvile et godt stykke tid, før jeg starter arbejdet igen. Det har jeg jo fået at vide jeg skal.

Masanga-hospitalet var tidligere et spedalskheds-hospital, og der lever stadig 130 ældre spedalskheds-patienter i byen. I dag har hospitalet en spedalskheds- og sårklinik som styres med rutine og overblik af Bassie S. Conteh. Herunder fortæller han om sit arbejde, og røber at det var en slået rivals forsmåede kærlighed, der første gang bragte ham til Masanga.   

Før borgerkrigen var Masanga-hospitalet primært spedalskheds-hospital. Er det derfor, der stadig er en del ældre spedalskheds-patienter her i byen?
I tiden før borgerkrigen blev man udstødt af sit samfund, hvis man fik spedalskhed. Men når man kom til hospitalet her for at blive behandlet, kom man samtidig til et samfund hvor man blev accepteret. Derfor forblev folk her i området, og på et tidspunkt havde jeg næsten 3000 patienter i hele Tonkolili-distriktet.

Hvorfor blev man udstødt, når man fik spedalskhed?
Der har været en udbredt idé om at spedalskhed var en forbandelse. Folk mente – og nogle mener stadig – at spedalskhed er en straf man får for at være heks, eller for at have gjort noget ondt. Det der normalt skete for patienterne, var at de blev sendt ud i bushen i nærheden af landsbyen. En gang imellem ville en landsbyboer, så gå ud til bushen, for at stille noget mad, inden han skyndte sig at gå igen. Men hvis de syge kom til Masanga, kunne de få lov at bo i byen, og det er derfor vi den dag i dag stadig har cirka 130 spedalskhedspatienter boende her.

Hvilke patienter får du ind udover spedalskhedspatienterne?
Der kommer folk ind med forskellige store sår, forbrændinger, tumorer mm.

Jeg har bemærket at nogle af de folk der kommer ind med sår, kommer igen og igen. I Danmark ville sådan nogle sår få den nødvendige tid til at hele. Hvorfor gør de det ikke her?
Problemet her er, at patienterne ikke har tålmodigheden til at lade sårene hele. Når de kommer ind, siger jeg til dem at de skal lade sårene hvile et par uger. Så svarer de ”jaja, selvfølgelig”. Men dagen efter går de igen ud i deres mark og arbejder, fordi de er afhængig af arbejdet for at få noget at spise. Så render de rundt i urent vand og skærer sig på siv og sten, og så går sårene op igen.

Bassie, hvordan kan det egentlig være, du i første omgang endte her i Masanga?
Efter jeg først havde fået min sygeplejerskeuddannelse og efteruddannelse i Freetown blev jeg sendt til Masanga. Der var en læge i Freetown, der gerne ville have min kæreste, og det lod jeg ham selvfølgelig ikke få. Han hørte så, at der manglede en sygeplejerske i Masanga, og sørgede for jeg blev sendt hertil. To gange tog jeg herfra, men begge gange kom der folk fra hospitalet og bad mig om at komme igen. Til sidst valgte jeg så at slå mig ned permanent.

Bassie fotograferet på hospitalet

Fatmata Tholley mistede sin første mand i 1999 i borgerkrigen og boede hos sin mor året efter. Her fortæller hun om kønnenes forskellige pligter og flerkoneri i Sierra Leone.  

Du mistede din første mand under borgerkrigen. Hvad skete der?
I 1999 boede jeg sammen med min mand og mit første barn her i Masanga. Den 15. april klokken 14 angreb rebellerne byen her, og vi flyttede straks over til min mor og gemte os. Her boede vi i tre uger, og til sidst løb vi helt tør for mad, fordi byen var så udsultet. Min mand tog ud for at skaffe noget mad, og han kom aldrig tilbage. Han var blevet slået ihjel af rebellerne.

Hvad gjorde du bagefter?
Jeg blev boende hos min mor i et års tid. Hun har lidt land, som vi begyndte at opdyrke. Vi dyrkede ris, kartofler og cassava, og hun havde et par høns hun skjulte.

Fortæl lidt om kønsforskellene her i landet
Normalt er det sådan at mændene arbejder, og kvinderne passer husholdningen. De vasker tøj, laver mad og ligger med manden om natten. Når man bliver gift her i landet, foregår det typisk ved at manden besøger kvindens familie, og beder om ret til at måtte ægte og forsørge kvinden. Så det er naturligt nok, at det er ham der betaler.
En anden forskel er at mænd kan have flere koner. Min egen far havde faktisk syv koner i alt.

Syv koner er ret mange. Hvad skulle han med alle de koner?
Min mor forklarede at når en mand kun har en kone, så kan han risikere at børnene ikke bliver gode. Hvis han har mange koner, vil han næsten altid være sikker på at få ihvertfald et par gode børn.
Men min far var også en rig mand, og han skaffede et hus til hver af sine koner. Ellers havde de heller ikke villet giftes med ham.

Er det muligt for en kvinde at have flere mænd?
Nej. Det er helt umuligt.

Alex van Duinen er uddannet som tropisk læge i Holland. Han giver sit syn på de største behov for forbedringer på Masanga og de andre hospitaler i landet. Han fortæller også om smerten ved at miste en patient, han havde regnet med ville overleve. 

Alex, du er uddannet som tropisk læge. Hvad vil det mere konkret sige?
I Holland har vi en organisation skabt af læger, der tidligere har arbejdet i troperne. De gik sammen og skabte en uddannelse, der var lavet specifikt til troperne. Her arbejder man på første år med kirurgi, og lærer at lave brok-operationer og laparotomi, samt at arbejde på en kirurgisk afdeling eller en skadestue med tropespecifikke problemer. Andet år arbejder man med gynækologi, og lærer at lave kejsersnit og håndtere vanskelige fødsler. Senere i uddannelsen var jeg også 10 uger i Malawi og få praktisk erfaring på et hospital på landet.

Hvorfor valgte du netop at tage til Masanga-hospitalet, da du var færdig med studierne?
Jeg valgte Masanga, fordi jeg ville til et hospital med meget kirurgisk arbejde og mange fødsler. Det skulle heller ikke være for stort eller for småt. Der passede Masanga perfekt. Jeg havde et godt kendskab til hospitalet igennem Dr. Anne Marie, som jeg kendte fra Holland, og jeg fulgte med på hendes blog, og syntes at hospitalet lød spændende.

Nu har du så været her i et halvt år cirka. Hvor ser du de største behov for forbedringer?
Manglen på uddannet personale er et stort problem. Vi har kun to sygeplejersker, og cirka 30 sygepleje-hjælpere, og det er overhovedet ikke nok. Men dette problem er et generelt Sierra Leon´sk problem og ikke kun et problem for os.
Et andet problem vi kæmper med er, at patienterne kommer ind meget sent, hvilket koster en del liv. Vi vil gerne ændre tankegangen, sådan at folk kommer ind langt tidligere. Omvendt kan jeg godt forstå, hvorfor nogle patienter er langsomme i optrækket. Det skyldes at det ironisk nok, ikke altid kan betale sig at komme hurtigt ind på de andre hospitaler i landet, da mange af dem er underligt struktureret, og ikke nødvendigvis honorerer de hurtige.

Det er ingen hemmelighed, at redskaberne og behandlingsmulighederne er mindre avancerede her end på et vestligt hospital. Hvordan føles det, når du ikke kan gøre en person rask, som du med lethed villet have kunnet kurere i Europa?
Det er meget svært, når man ved at der er en simpel behandling, som man bare ikke kan udføre her, men det sker kun sjældent. Det er mere almindeligt, at der kommer en patient ind som vi ikke er i stand til at diagnosticere.

Hvilke patienter rører dig mest?
Det er helt klart, når der dør en patient som jeg troede ville overleve. Vi havde en dreng for nylig, der kom ind med et helt dødt ben, så vi var nødt til at amputere. Det hele gik godt, og dagen efter var han ved virkeligt godt mod. Han sang og var glad, og han var umulig ikke at holde af. Men to dage senere begyndte han at få kramper i kæben, og inden for 24 timer var han død. Det var meget hårdt.

Alex med en patient under morgenrunden

Den sikreste vej til personlig velstand i Sierra Leone går gennem uddannelse, og det ved man også i Masanga. Uddannelsesprojektet i byen er skabt af React-gruppen, og de ansatte sidste år Ibrahim T. Kamara som Assistant Manager. Hans job involverer både administrative pligter og undervisning, og sidstnævnte klarer han med lige dele intelligens, disciplin og humor.   

Hvordan gik det til at du blev Assistant Manager for Uddannelsesprogrammet i Masanga?
Jeg blev færdiguddannet i Freetown i september sidste år, og fik så et lærerjob hvor jeg underviste i sundhed og sundhedsforbedring. Men i november fortalte en ven, at de manglede en manager på Masanga Education Center, så jeg tog til Masanga og ansøgte, og heldigvis valgte de at ansætte mig.

Hvorfor valgte du at forlade Freetown og arbejde i Masanga?
Fordi jeg er født i Masanga og søn af byen. Min familie og mit samfund er her, og den vigtigste grund til at jeg forlod Masanga var for at få uddannelse. Men nu hvor jeg er færdiguddannet, mener jeg at det er det rigtige tidspunkt at komme tilbage og hjælpe med at udvikle mit samfund igen. Derudover kommer jeg fra en meget fattig familie, og da min mor er blevet gammel nu har hun brug for min hjælp.

Hvordan fungerer skolesystemet i Sierra Leone?
For nylig er systemet blevet ændret til et 6-3-3-4 system. Det betyder, at man som ca. 6-årig starter i Primary School, hvor man bliver i seks år. Derefter går man tre år i Junior Secondary School og tre år i Senior Secondary School. Hvis man er dygtig nok til at klare adgangskravene, kan man så vælge at komme fire år på universitetet.

Hvad er de mest populære former for uddannelse i Masanga?
Det mest populære for folk der kommer ud af Senior Secondary School er at søge ind på en uddannelse indenfor sundhedsvidenskaben. Det skyldes at Masanga er en hospitalsby, så folk er blevet inspireret af de mange læger der har været her før og efter krigen. De er simpelthen blevet rollemodeller. Tidligere overvejede jeg også selv at blive læge.

Hvad kan du lide at lave når du ikke er på arbejde?
Faktisk er jeg meget glad for at gøre forretninger, og i Freetown finansierede jeg mine studier med et telecenter, hvor folk kunne komme ind og lave opkald. Jeg kunne godt tænke mig at lave et telecenter igen, så i min næste ferie overvejer jeg at forsøge at sætte et op i Magburaka.

Ibrahim underviser lokale voksne i IT.

Masanga var især i årene 1999-2000 plaget af rebeltropper, der besatte byen og holdt indbyggerne i skarpt opsyn. Lawrence Y. Sesay, der arbejder i hospitalets tømmerværksted, fortæller her om rebelkaptajnerne, og hvordan de plagede Masanga. 

Fortæl om Masanga-hospitalet før rebeltropperne kom.
Jeg kan huske, at hospitalet var velkørende. Patienterne kom fra hele landet, og der kom også udenlandske doktorer og hjalp til. På den måde lignede hospitalet før borgerkrigen det hospital vi har i dag. Men da borgerkrigen og rebellerne kom lukkede hospitalet.

Men hvad med Masanga by, hvordan så den ud?
Byen plejede at have mange flotte huse bygget af dygtige håndværkere, men rebellerne brændte nogle af husene, og det var meget sørgeligt.

Hvordan ændrede besættelsen folk i Masanga?
Krigen gjorde stor skade på vores følelser, og den forvandlede mennesker der før havde været venner til uvenner. Rebellerne kom jo og stjal al vores mad og værdier. Så derfor var der også mange almindelige beboere, der begyndte at stjæle fra de få venner, der havde noget der var værd at stjæle.

Hvad med dig personligt. Hvordan berørte krigen dig?
På det tidspunkt arbejdede jeg jo i Masanga, men min egen familie boede i Rogbache (en mindre by tæt ved Masanga). Om natten måtte min kone og datter ofte flygte ud i bushen, når rebelstyrkerne kom kørende igennem for at plyndre. Hvis man var hjemme, når de kom og bankede på ens dør, ville man blive hevet ud foran og kunne risikere at blive gennembanket, alt imens rebellerne plyndrede huset.

Hvordan var rebelstyrkerne organiseret i Masanga?
Her i området var der to kaptajner. Den mest magtfulde var Kaptajn Bunduka, (han boede i det, der i dag er Rikke Bennesens hus) og den anden var J.S. Momoh. Hver eneste gang der kom nye civile ind eller ud af området, visiterede Bunduka og Momoh´s mænd dem og beslaglagde deres værdier og mad. Det var ”regeringens ejendom” som de sagde.

Hvordan var denne Kaptajn Bunduka?
Som sagt var Bunduka ude efter værdier. Han havde brug for penge, mad, biler og Honda´er. De mennesker i Masanga der havde ting, han kunne bruge, anholdt han og tog med til sit hus, hvor han truede dem til frivilligt at komme med deres værdigenstande. Han kunne også finde på at gennemtæve The Elders (en sammenslutning af magtfulde ældre), for at få dem til at overgive deres penge.

Pernille Andreasen er forkvinde i Masangas frivilliggruppe i Danmark og bestyrelsesmedlem. Her beretter hun kort om livet som frivillig i Danmark, og fortæller hvad det har givet hende som person at lave frivilligt arbejde. 

Pernille, tilbage i 2010 kunne du have taget på backpackertur til Thailand, eller dykkerferie i Australien. I stedet valgte du at bruge et halvt år på at arbejde i en lille fattig Sierra Leon´sk jungleby. Hvorfor dog det?
Jeg havde altid haft en drøm om at komme til Afrika og arbejde for Læger uden grænser eller en lignende organisation. Jeg var samtidig bevidst om, at jeg gerne ville have en uddannelse, eller i hvert fald være i fuld gang med en inden jeg tog til Afrika. På den måde tænkte jeg at jeg ville kunne yde et større bidrag. Derfor tog jeg afsted, da jeg var et godt stykke inde i mit studie.

Hvad lavede du så, da du var i Masanga?
Jeg var dernede på Nurse School projektet. Arbejdet gik ud på, at klargøre både de fysiske og praktiske forhold, samt at få de fornødne godkendelser der skal til. Jeg arbejdede både lokalt, regionalt og nationalt, og det var en stor men spændende udfordring.

Da du kom hjem til Danmark, blev du straks aktiv både i bestyrelsen og frivilliggruppen. Hvorfor?
Fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg synes at det er et fantastisk projekt, og hvis jeg kan bidrage til den videre udvikling, er det noget jeg gerne vil prioritere tid til.

Fortæl lidt om hvad det er I roder med i frivilliggruppen.
Vores primære opgaver er at finde, uddanne og pleje både de tidligere, nuværende og fremtidige frivillige. Vi prøver at sammensætte et forløb der forbereder de frivillige, så de får det bedste ophold på Masanga.

Hvad vil du sige, det har givet dig som person at lave frivilligt arbejde for Masanga?
Det har lært mig utrolig meget, både fagligt og personligt. Endvidere har jeg igennem Masanga mødte nogle virkelig skønne mennesker, som er med til at gøre arbejdet langt sjovere.